Noter
Anmeldelse af editor/(browser): GNN
Press
1.1
Anmeldelse af editor: HotMetal
Pro
Anmeldelse af util: HTM2ASC
1.2
Anmeldelse af editor : HTML Assistant
Pro 2.0/3.0
freeware
Browser/editor: AOL Press 1.2.2 -
se: GNN Press 1.1
Endelig InterNet programmer! samt omlægning til InterNet udgivelse og dermed også skift til HTML-formater for SWB.
I denne omgang koncentrerer vi os om en række af de bedste programmer, dels browsere (der både kan bruges online og offline) samt viewere (offline only) plus diverse utilites.
De gamle læsere som har fulgt bladet ved, at der har ligget mange og tunge overvejelser til grund for skiftet, hvor det var et spørgsmål, om der skulle skiftes til et decideret professionelt præsentationsprogram med fabrikation af selvkørende udgivelser, skiftes til et af de gængse hypertekst HELP-formater som Windows .HLP eller OS/2's INF eller igen en helt tredje løsning i form af det fremadbrusende HTML, som specielt er standard indenfor InterNettet, som nu hastigt breder sig videre omkring til præsentatationsbrug ...
Efter nærmere at have beskæftiget med med HTML gennem det sidste par måneder tror jeg at have fundet det helt rigtige valg. Flere eller næsten alle alternative løsninger har det for bladet store handicap at være platformsafhængige (Windows HLP kræver Wind31 eller Win95, OS/2's INF kræver OS/2 osv), komplicerede at bruge (kræver særlige editorer, kompilere osv), ikke at være særlig billige og som - det værste: ikke at give et særlig godt forhold mellem størrelse af bladstof (jeg kan ikke se fidusen ved et udgive et fornemt blad på 500k, som kun indeholder 5 siders reel tekst :-)
HTML formater kræver IKKE specielle editorer/kompilere (dermed ikke være sagt, at det er en fordel at se væk fra de eksisterende, men de KAN undværes!), formatet er utrolig kompakt, dels fordi der ingen grafik indbygges i selve HTML-filerne, men grafikken udelukkende følger med som eksterne grafikbilleder (som oven i købet kan genbruges - samme billede bruges flere/mange forskellige steder i teksterne - eller tiles som fx. baggrundstapet, hvor der kun behøves et ganske lille prøvebillede for at opbyggede baggrunden, hvilket sker direkte i browseren eller vieweren).
Kort sagt lyder mit umiddelbare bud på, at selv med uændret bladstørrelse vil SWB maksimalt komme til at fylde 50% mere end den gamle tekstbaserede superudgave - og i en meget flottere udførelse!
Grundet mine egne vanskeligheder ved at komme på nettet og ditto tøven med at anmelde netprogrammer, da SWB normalt ikke vil beskæftige sig med programmer, der ikke testes i praksis (dog med forbehold, da de ydmyge redaktører ikke kan ligge inde med ALT i hard- og software og vi derfor nogle gange pga sådanne mangler enten må vælge at afvise et program totalt eller osse det næsten ligeså kedelige: at skrive en anmeldelse eller notits af et utestet program :-)
Men nu ser det at alle tre bærende kræfter nu også er med på nettet, og da det i SWB er første gang, der på bredere basis anmeldes Net-programmer, er der alle indtil nu udgivne programmer at vælge mellem ... og det er ikke så lidt.
Der blir ikke givet løfter om, at vi når alt igennem, men jeg tør godt love, at vi kan finde både gode og billige eller endog gratis programmer i alle de fire hovedgenrer: editorer, utils, viewere og browsere. Resten af noterne bruges til kort at beskrive, hvorfor nogle af editorerne IKKE bliver anmeldt , hvis det skyldes andet, end at der simpelthen er andre, bedre programmer - der er så mange editorer både af den tekstbaserede type og WYSIWYG'er - og de opdateres konstant - at det kun kan tages som et øjebliksbillede for netop de nævnte versioner.
Det forundrer mig ikke så lidt, at Lincoln Beach påstår, at denne editor har fået ShareWare Industriens pris som bedste internetprogram 1995 ?! Men ved nærmere eftertanke skal man her lægge mærke til ordet SHAREWARE, som ikke er det samme som freeware eller gratis programmer. Disse er nemlig ikke shareware, og andre igen som NetScapeGold mm. kører delvist i et undeligt tomrum statusmæssigt og tæller heller ikke med. Det er på denne baggrund - at alle de seriøse konkurrenter er sorteret fra, at WebIt må have fået prisen :-)
Det undrer mig dog alligevel, for der er faktisk rigtig gode sharewareprogrammer for internettet, som man burde have tænkt på i stedet for en middelmådig og begrænset editor med en enkelt original facilitet:-)
Undskyld mig! Det er simpelthen min ærlige mening. Programmet er begrænset, da adgang i standardversionen til formularer og frames er spærret (og sådanne to funktioner hører efter min mening til de vigtigere). Prisen på 50$ for for standardversion og 100$ for proversionen (med rammer og formulerer) er helt hen i vejret sammenlignet med de bedste editorer. Nyheden i Web-It med dobbeltvinduer for programkode og WYSIWYG look giver jeg ikke så meget for. Her foretrækker jeg absolut wysiwyg'en og skal der kigges kode, så en decideret editor.
Det bør tilføjes at indefor de fire minutters totale testning lykkedes det for Web-It at have problemer med at styre farvepaletter generelt fra fremmede HTML-dokumenter, derefter at lægge sig selv ned og mindre end to minutter senere at lægge hele Windows ned :-)
Konklusion: Kan IKKE anbefales! Ønsker du alligevel at prøve selv, kan nævnte version (eller check for en nyere) hentes som WEBIT15.ZIP på Radio Amateur bbs eller via internet fra http://www.i1.net/~lnclnbch
-20.10.96
Er allerede og vil altid forblive en smagssag. For nye læsere er wysiwyg en forkortelse af den engelske sætning What You See Is What You Get som opstod efter fremkomsten af de grafiske brugerflader for tekstbehandlinger og dektoppublishing programmer, hvor programmet prøver at vise teksten/produktet præcis som en udskift vil komme til at se ud, men kræver altså en grafisk brugerflade dertil. Modsætningen er de tilsvarende tekstmode baserede programmer, der næsten ikke kræver nogen ressourcer af betydning og alligevel frembyder et væld af funktioner. Med programudvikling og de grafiske brugerfladers fremmarch er der på mange forskellige områder begge programtyper til rådighed, hver med deres styrker og svagheder.
At gøre valg til type til et stridsspørgsmål er efter min mening åndsvagt, men ligesom med operativsystemerne ser vi faktisk tilhængere af den ene eller anden type, som mener, at de er 'bedre' end den sløve masse, fordi de har brugt en masse tid på at lære HTML-koderne udenad eller osse det helt modsatte, hvor brugeren af super WYSIWYG editoren mener, at han i modsætning til førstnævnte koncentrerer sig om det kreative uden at være bevidst om, at WYSIWYG programmerne samtidig styrer brugeren gennem snævrere kanaler.
Det er en strid om kejseren skæg, for hvilken type man bør vælge, er helt afhængig af ens kendskab til HTML (som forhåbentlig hele tiden udvides) og dels den personlige smag, som også let kan ændre sig. Her er det en dejlig ting med SW/FW-programmerne, for de tillader jo den frie afprøvning af snart utallige editorer indtil man har fundet den rigtige partner.
En detalje, som kan genere os danskere ved brug af en tekstbaseret editor er det evige ÆØÅæøå problemer, hvor de tekstbaserede html-editorer (uden wysiwyg) ikke vil/kan vise de danske bogstaver, men i stedet oversætter disse til længere koder som fx. bogtavet "å" til strengen "å". Skriver man oftest dansk html-tekst, kan det være ret generende at læse under senere layoutarbejde og korrekturlæsning mm. Til gengæld findes der flere stærke tekstbaserede HTML-editorer, både danskproducerede og fremmede, som gratis freeware såvel som shareware.
Det var måske rigtigere at kalde GNN Press for 'AOL Press Lite' for det virker faktisk som om den blot er en lidt mindre udgave af America Online's program. Brugerfladerne minder påfaldende meget om hinanden, blot med lidt flere funktioner hørende til AOL Press, og GNN Press har endda beholdt AOL's logo på 'Om' siden :-) så forbindelsen er klar nok. Om det så er et direkte ejerskab eller om GNN blot har købt GNNPress fra AOL er jo underordnet. De to programmer kommer fra samme programmørstab og bortset fra navnene er der kun mindre forskelle, først og fremmest i AOLPress' funktioner for serverstyring, som ikke er aktuel for ret mange menige internet brugere. Det er dog GNNPress, der omtales her, og nysgerrige kan roligt gå ud fra, at det skrevne også gælder AOLPress.
GNNP er er mangesidet program. Først og fremmest er det en stærk HTML-editor for fremstilling af WWW-sider også kaldet hjemmesider (homepages), men samtidig er det også en solid browser. Jeg har dog ikke testet browserfunktionerne her, da kapitlet koncentrerer sig om editorer/viewere.
Installation er problemløs. Her er det værd at lægge mærke til, at på trods af den integrerede browser er det over hovedet ikke nødvendig at være tilsluttet internettet eller have internet software og winsock installeret. Så man kan udmærket bruge GNNPress af hjertens lyst, uden at hver PC'en eller GNNPress nogen sinde ser skyggen af et net. Har man ikke internet, installeres der blot en nulsock driver i stedet - får man senere adgang, kan nulsock'en blot slettes for online brug.
Det andet er, at GNNP er komplet grafisk. Den integrerede browser er jo i sagens natur en HTML-viewer, og med editorfunktionerne koblet til, får vi redigering med WYSIWYG (What You See Is What You Get). I hvert fald så langt som det pt. er muligt at komme med dagens browsere. Mange browerautorer har travlt med at lægge nye og ustandardiserede funktioner ind i browserne, at de glemmer, at den i det mindste bør kunne klare standarden og kan vise en standardtekst på den måde, der er defineret i den aktuelt gældende standart :-)
GNNP holder sig (efter eget udsagn) 100% til HTML3.0 specifikationen og checker per automatik importerede HTML sourcer med autokorrektion om nødvendigt (brugeren bliver ikke spurgt :-), og det virker forbavsende godt. Det KAN ske, at GNNP selv bliver forvirret - oftest ved paletter (viser sig som misfarvning af billeder og baggrunde) men det er dog set også på andre funktioner som fx. tabeller eller ved rettelser af ankre og links. Oftest kunne det klares ved reload af siden. Ved check i de to dominerende browsere (Netscape Navigator og MS InterNet Explorer) blev siderne altid vist fejlfrit.
(Hvis man gerne vil lave velfungerende hjemmesider eller HTML-præsentationer på anden vis, kan det betale sig at have flere af de gratis freeware browsere og/eller viewere installeret, for mangesidigt check af, om resultatet nu svarer til det, man havde tænkt sig, og om de gængse browsere kan klare at vise produktet fejlfrit. Og der er ingen problemer med de mest udbredte browsere som IBM's Web Explorer og Ms' Internet Explorer (hører med til operativsystemet) eller NetScape (gratis for uddannelse eller også meden prøvetid på 90 dage, hvilket rækker for de fleste projekter) ... og det gælder også flere andre browsere. Har man ikke gidet checke med flere forskellige browsere, har man ingen undskyldninger for, hvis ovenfor nævnte får problemer med fordøjelsen af produktionerne, og man selv får på hattepulden :-)
De rigtige homepage autorer kan faktisk være ret snobbede. "Det du'r ikke, hvis det ikke er skrevet direkte i HTML-kode i en ren teksteditor". Og skal man være 'in', skal man kunne koderne udenad både forfra og bagfra osv.
Sikke noget vrøvl!
Der er ingen magi over HTML-koderne. Det er enkle tekstkoder som blot indsættes forskellige steder i teksten og som en browser bruger til bagefter af formatere teksten korrekt og vise tilhørende grafik som befalet.
Det, det hele drejer sig om, er indholdet og præsentationen deraf. Midlerne til opnåelse er underordnede. Om man har stået på hænder og skrevet med tæerne eller blot skrevet normalt, om man har brugt en teksteditor eller en WYSIWYG'er, om man kan koderne forfra og bagfra eller skal slå hver eneste funktion og begreb op ... er komplet ligegyldigt!
Det er resultatet, som tæller!
Så bør man nok moderere det til, at jo mere man kender til HTML, jo bedre forudsætning har man for at udnytte det optimalt. Men har man ikke sans for dels at skrive (noget interessant) og dels grafisk at kunne vurdere det præsenterede, bør man overlade jobbet til andre, uanset hvor god man ellers er til HTML-koder og pumpestokke :-)
Det skader heller ikke at vide lidt om grafik og gøre lidt ekstra ud af det. Bare nogle af de store PD-biblioteker med flere tusind ICONER tjener som en næsten uudtømmelig kilde til knapper, når konverteret til GIF formatet og vil næppe give copyright problemer, eller også kan en mindre investering i en grafiksamling med royalty-fri benyttelse af billeder, knapper, baggrunde mm. hurtigt give flottere resultater.
Og så til GNNP redigering!
Det er faktisk sk...nemt, sjovt og spændende. Det gælder blot om at skrive løs, for GNNP sørger for den grundlæggende formatering af siden med headers, titel, body tags osv, mens man selv skal sørge for indholdet i form af brødteksten og den efterfølgende formatering.
Så kan man selv bestemme, om det passer ens arbejdsfacon bedst at formatere teksten løbende, om grafik også skal tages løbende eller om det passer bedre til ens temperament at tage fat i flere omgange først med at skrive, så med at formatere tekst og grafik og til slut strukturere hyperteksten mm.
Et enkelt svagt punkt viser sig dog, hvis man vælger at skrive teksten direkte i en decideret HTML-editor, hvad enten det er en WYSIWYG eller blot kodeskriver. De danske tegn oversættes til specifikke tegnstrenge som viewerne og browserne godt kan oversætte tilbage, men så vidt jeg ved, har ingen af shareware/freeware editorerne stavekontrol, som under disse forhold kan klare at stavekontrollere en dansk HTML-tekst :-)
Hvis der lægges større vægt på fejlfrie tekster,
kan der enten anbefales med grundig korrekturlæsning, eller at skrive
brødteksten i en editor eller tekstbehandling, stavekontrollere som
normalt og derefter importere - eventuelt via Clipboard - til GNNP.
Korrekturlæsningen betaler sig af min erfaring også, selvom man
stavekontrollerer, da gængse stavekontroller kun fanger visse fejl,
mens andre fejltyper ikke findes (som fx. rigtigt stavede ord brugt et forkert
sted i teksten, manglende ord, dårligt sprog osv.).
Programnavn: | GNN Press | Version: | 1.10 |
Autor/udgiver: | Global Network Navigator (GNN Inc) / America OnLine | Hardware: | Som Windows |
Kategori: | Windows - internet - browser, HTML editor, HtML viewer | Software: | Windows 3.1x |
Kilde: | Inside MultiMedia_CD 96/09 | Status: | FreeeWare (uden support) |
Forudsætninger: | Elementært kendskab til HTML | Pris: | 0.00 dkr |
Detaljer | Solid browser med stærk HTML-editor/viewer (WYSIWYG) | Sprog | Engelsk |
Konklusion: Jeg har fundet GNNP særdeles bekvem og let at arbejde med. Faktisk har jeg lavet næsten alt arbejde til SWB og SWB_Lite med dette program. Yderligere plus: Den er gratis freeware naturligvis uden support og AOL håber følgelig på, at man også føler sig fristet til at bruge GNNP som browser til opkobling med GNN/AOL.Med begge nævnte browsere i mente, er det kun et spørgsmål om smag og behag, om man foretrækker GNNPress eller AOLPress! AOLPress 1.2.2 og en nyere betaversion af GNNPress (i skrivende stund 1.2ß) kan begge hentes på adresssen:
fttp://www.tools.gnn.com/press/index.htlm
Vi citerer fra GNN's www-sider:
"This free distribution is GNN's gift to the Web community. The creators of GNNpress are driven by a desire to simplify Web publishing. GNNpress was designed both to make WWW authoring more accessible to beginners and to save valuable time and effort for professional Web publishers." - dvs. både fri og gratis både for hjemmebrugere og udviklere. Sidstnævnte kan måske have mere nytte af en lidt udvidet version af GNNPress med specialfunktioner, der ligeledes er freeware.
-20.10.96 -nb
HotMetal præsenterer sig så kraftigt under overskriften
HOTMETAL
FREE, at man næsten tror, at FREE hører med til navnet. Det
er dog ikke tilfældet, men FREE er godt nok, selvom udgiverne skriver
det med forhold og antyder områder som påtænkt begrænset,
men når
dog ikke at uddybe disse tilstrækkeligt til, at FW-status'en bliver
udvandet ...
Programnavn: | HotMetal | Version: | 2 |
Autor/udgiver: | SoftQuad Inc. | Hardware: | Som Windows |
Kategori: | Windows - præsentation - HTML - editor | Software: | Windows 3.1x |
Kilde: | CD: Inside MultiMedia 96/04 | Status: | FreeWare (BannerWare) |
Forudsætninger: | Elementært kendskab til Windows og HTML | Pris: | 0.00 US$ |
Detaljer | HTML editor | Sprog | Engelsk |
Begrænset: Skrabet udgave af PRO versionen
Det er nok mere rigtigt at angive status som BannerWare eller Lite, for formålet med udgivelsen er udelukkende at gøre reklame for det komplette program, HotMetal PRO, og HM2 viser sig tilsyneladende at være lig med hovedversionen, blot med mere avancerede funktioner som import fra tekstbehandlinger og stavekontrol mm. spærret.
Som een af de få er HM hverken fugl eller fisk mht til WYSIWYG. Fontene præsenteres som grafiske skærmfonte, og tags vises som som små skilte med begynd og slut på de enkelte tagtyper, men så er det osse slut med grafikken. 3 rækker toolbars med masser af knapper giver nem adgang til hovedfunktioner og oftest benyttede tags. Der er ikke indbygget viewer i HM2, men preview med frit definerbar, ekstern viewer eller browser.
Samlet: For mindre arbejder en godt fungerende editor. Jeg har lidt svært ved at sluge den halvgrafiske brugerflade, hvor jeg mister det præcise overblik over, hvordan tags helt nøjagtigt skrives ind i teksten ... hvilket har vist sig at have større betydning end oprindeligt antaget, da selv små afvigelser fra HTML-standarden kan give problemer. Prisen kan jo næsten ikke være mere attraktiv!
24.02.96 -nb
Til trods for HTML-formatets fortræffeligheder kan det sagtens ske, at man af egen smag eller grundet nødvendighed skal konvertere et HTML-dokument til normalt tekstformat enten for Dos eller Windows, og det er der en række utils, der klarer mere eller mindre problemsløst ...
Konvertering kan dels foretrækkes, hvis det for en teksts vedkommende er komplet underordnet, om den skal vises som hypertekst eller ej. Hvis den blot skal læses fra ende til anden og måske gemmes for senere opslag, kan det ofte være lettere med en ægte tekst end en HTM. En anden årsag kan være, hvis man er ligeglad med indholdet af billeder eller links mm.
Nødvendigheden kan dog komme udefra, som da jeg blev præsenteret
med en internet adressebog i form af en enkelt BOOKMARK.HTM af typen
som NetScapes indbyggede adressebog. Den rummede godt 10.000 adresser, dog
med den lille knude, at filen var 1,5mb stor!!! og det kender jeg
p.t. ingen browsere, der kan klare (med 8mb faste RAM klodser). Både
Netscape, MS Exporer, IBM's WebExplorer arbejdede ganske kort for derefter
at afgå til en stille kvælningsdød i forsøget på
at sluge og indeksere den altfor store mundfuld ...
Programnavn: | HTM2ASC | Version: | 1.2 |
Autor/udgiver: | Walter Novacek | Hardware: | Som Windows |
Kategori: | Windows - præsentation - HTML - tekstkonvertering | Software: | Windows 3.1x |
Kilde: | PC-OnLine Cover_CD 96/10 | Status: | ShareWare |
Forudsætninger: | Elementært kendskab til Windows | Pris: | 18.00 US$ |
Detaljer | Solid HTML til TXT konvertering | Sprog | Engelsk |
Løsningen blev derfor at tage fat på HTML2TXT programmet (ikke HTM2ASC!!!) og prøve at konvertere BOOKMARK til den mere tekstformat, hvorefter dødbideren var så uforskammet at meddele, at SHAREWARE udgaven skam ikke kunne klare så store filer, og derfor er HTML2TXT placeret under kvartalets bundskrabere pga. urent trav (kalder sig shareware, men een af hovedfunktionerne er stærkt begrænset uden, at det oplyses af autor).
Derfor: Ny jagt efter et bedre konverteringsprogram! Allerede efter kort
tids søgning blev HTM2ASC fundet frem fra en CoverCD og
sat i sving. Det pæne program lod sig let installere manuelt
(ingen autoinstall), har en pæn brugerflade med vanlig Windows menu
og toolbar, samt to vinduer:
Nr. 1 for HTML-originalen og
Nr. 2. for
tekstkonverteringen, hvilket er en god ide.
Allerede i første forsøg viste det sig, at adressebogens hovedindhold med links til internetadresserne blev siet fra ved konverteringen. Det kunne dog indstilles, ligesom det viste sig at være muligt via setup både at konvertere til dos tekstformat eller Windows tekstformat. Og derfor med det samme til en ny konvertering, der ligeledes blev klaret uden nogen form for problemer. MEN programmet er dog ikke så smart, at det nøjes den rene adresse, for hel TAGGEN lige fra 'A HREF ...' kommer med ... derfor havde det været smart at supplere med en søg/erstat funktion til den ofte nødvendige efterbehandling af teksten, som de to vinduer egentlig lægger op til, og som er forbilledlig til cut&paste, hvis der skulle være smuttere eller info, der alligevel skal beholdes i teksten ...
Nu var jeg nødt til at finde en editor, som kunne klare fuldførelsen af opgaven med en macro. Det endte med at blive den gamle solide MicroEmacs, der trods en anderledes betjening (Unixpræget) stadig er en særdeles solid editor med gode funktioner og stor kapacitet.
Konklusion: HTM2ASC kan absolut anbefales. Plusser for god brugerflade.
Minusser for konverteringen af links (overflødige HTML tagtekst),
manglende søg/erstat samt prisen, der med 18$ må anses at være
i overkanten for en util af denne størrelse.
Programnavn: | HTML Assistant Pro | Version: | 2 FreeWare 3 FreeWare (note) |
Autor/udgiver: | Brooklyn North Software Works | Hardware: | Som Windows |
Kategori: | Windows - præsentation - HTML - editor | Software: | Windows 3.1x |
Kilde: | PC-Magazine Cover_CD 96/10 | Status: | FreeWare (bannerware) |
Forudsætninger: | Elementært kendskab til Dos | Pris: | 0.00 dkr |
Detaljer | Solid HTML-editor | Sprog | Engelsk |
Begrænset: Spærrede funktioner (bl.a. tabeller, formularer, wizards ...)
Ganske ligesom HotMetal er den frie udgave af HTML Assistent snarere BannerWare eller Lite - man kunne godt fristes til at kalde HTMLAss for en demo, når man ser nærmere på de spærrede funktioner, som bl.a. inkluderer tabeller - en funktion, jeg anser for at være nødvendig, hvis kreationerne skal leve op til dagens krav ... men det er jo muligt at tilføje de dertil hørende koder pr. håndkraft eller måske passer det lige præcis, at man ikke har brug for tabelfunktionen i en udgivelse ...
Installationen er rimelig nem af Windowsprogrammet (Win31x) og foregår ved hjælp af en selvinstallerende komprimeret SETUP.EXE, der traditionen tro er uigennemskuelig på forhånd ... og da også laver en rigtig...
Tja, det korrekte ER at kalde det for en 'rigtig beskidt' installtion, for der kopieres mange af de tradionelle VB-moduler til Windowssystemet og tilsyneladende foregår det ret kritikløst. Holder du af dine DLL/VBX'er osv. og sørger for regelmæssig opgradering, så hold på hat og briller ...
Trods dette virker alt normalt efter uvejret :-)
HTML Assistent præsenterer sig bagefter som en god og overskuelig editor. Der er spekuleret mere over toolbar'ens udseende og overskuelighed end ved HotMetal, da multifunktioner med flere muligheder som fx. overskrifter er holdt samlet med mindre knapper, mens større enkeltfunktioner får lov at have store knapper!
... men det var jo ikke den professionelle udgave! og derfor ser vi også de muligheder, som er forbeholdt PRO versionen, men vælger man dem, får man blot at besked på at købe PRO versionen :-
( Det er for min skyld i orden med begrænsningen ved spærring af stavekontrol, page wizard og andre hjælpere (wizards) og blanketter. Derimod finder jeg spærringen af tabellerne for grov, hvorfor jeg ikke kan bebrejde de, som kunne finde på at kalde HTMLAss for en demo! Ræsonnementet er, at pga de manglende muligheder for indrykninger eller tabulationer i HTML-formatet er det væsentligt, hvis det ikke er muligt at stille kolonnedata op på en eller anden måde, for her er HTML tabeller stort set eneste mulighed ... ... og skal man bagefter indsætte tabeller med en anden editor, er det nærliggende helt at smide HTMLAss væk :-)
Der er ikke indbygget/integreret browser/viewer, men man kan frit vælge at bruge eksterne. Den udvalgte kan gøres permanent, men det er dog ikke værre, end der altid kan vælges en ny browser som permanent eller midlertidig ... pyja, der var jeg ved at brænde nallerne, men undgik det denne gang ved en oftere benyttet procedure med lige at vende rundt og kigge på programmet endnu engang før konklusionen!
Et andet generende punkt er den spærrede page wizard, for mens næsten alle andre browsere pr automatisk genererer en standard template for et nyt HTML, får man i HTMLAss lov til at starte fra bunden af ... ikke engang et råt udkast findes der! men det er ikke forbudt at 'låne' fra een af de andre freeware editorer :-)
Til gengæld er de to vedlagte samples enormt stærke med henvisninger til steder på nettet både med grundlæggende og mere avanceret info om HTML og præsentationen deraf! Harawitz udgiver desuden et (gratis) tidsskrift, det er muligt at abonnere på blot ved at 'skive' en mail ... fidusen er jo, at han med tidsskriftet og friversionen håber på at sælge proversionen ...
Konklusion: Trods manglerne er det svært pga prisen ikke at anbefale HTML-assistant alligevel, for med den gratis version kommer man vitterlig langt med hurtigt og elegant at indsætte tags af verdens lyst ... man skal faktisk passe på ikke at overdrive i starten!
26.09.96 -nbRe. Version 3.00, som er ude både i en 16-bit for Win3.1x og 32-bit for Win95 er der ikke meget at tilføje. Editoren ligner sig selv og har de samme begrænsninger mht. til tabeller, formularer og wizards. Det lader dog til at Brooklyn North allerede nu er blevet klar over, at teknikken med at spærre avancerede funktioner virker modsat hensigten på mange brugere! Hvis det var meningen, at freeware udgaven skulle opmuntre til at købe fuldversionen, virker det jo underligt, at netop DE avancerede faciliteter, som skulle 'sælge' fuldversionen i version 2.0 var spærret total væk, så man ikke engang kunne se, hvorledes HTMLAss brugte dem.
Det har man nu blødt op for ved at lade dialogboksene være tilgængelig og åbne for input, så brugeren kan danne sig et indtryk af funktionerne, som dog stadig er spærret for output til dokumentet :-) Derimod har man ikke fundet det ulejligheden værd at forbedre installationen, der stadig må betegnes som rigtig beskidt, da der kopieres stor del filer til Windows systemet uden information til brugeren eller overblik over, hvad der egentlig sker. Og det burde man også kunne forlange selv af et gratis freeware program!
Copyright 1996 ShareWare-Bladet